HFBR-782BZ Nye originale elektroniske komponenter HFBR-782BZ

Produktegenskaber

Dokumenter og medier

Miljø- og eksportklassifikationer

Yderligere ressourcer

Fiberoptik, også stavet fiberoptik, denvidenskabafsenderdata, stemme og billeder ved at lyset passerer gennem tynde, gennemsigtige fibre.Itelekommunikation, har fiberoptisk teknologi stort set erstattetkobberledning indlang distance telefonlinjer, og det bruges til at linkecomputereinden forlokale netværk.Fiberoptiker også grundlaget for de fiberskoper, der bruges til at undersøge indre dele af kroppen (endoskopi) eller inspektion af det indre af fremstillede strukturelle produkter.

Det grundlæggende medium for fiberoptik er en hårtynd fiber, som nogle gange er lavet afplastmen oftest afglas.En typisk optisk glasfiber har en diameter på 125 mikrometer (μm) eller 0,125 mm (0,005 tommer).Dette er faktisk diameteren af ​​beklædningen eller det ydre reflekterende lag.Kernen eller den indre transmissionscylinder kan have en diameter så lille som 10μm.Gennem en proces kendt somtotal indre refleksion,lysstråler stråle ind i fiberdåsenudbrede siginden for kernen over store afstande med bemærkelsesværdigt lille dæmpning eller reduktion i intensitet.Graden af ​​dæmpning over afstand varierer afhængigt af lysets bølgelængde og afsammensætningaf fiberen.

Da glasfibre med kerne-/beklædningsdesign blev introduceret i begyndelsen af ​​1950'erne, begrænsede tilstedeværelsen af ​​urenheder deres anvendelse til de korte længder, der er tilstrækkelige til endoskopi.I 1966 elektroingeniørerCharles Kaoog George Hockham, der arbejder i England, foreslog at bruge fibre tiltelekommunikationog inden for to årtiersilicaglasfibre blev fremstillet med tilstrækkelig renhed til atinfrarødlyssignaler kunne rejse gennem dem i 100 km (60 miles) eller mere uden at skulle boostes af repeatere.I 2009 blev Kao tildelt prisenNobel prisi fysik for sit arbejde.Plastfibre, normalt lavet af polymethylmethacrylat,polystyren, ellerpolycarbonat, er billigere at producere og mere fleksible end glasfibre, men deres større dæmpning af lys begrænser deres brug til meget kortere led i bygninger ellerbiler.

Optisk telekommunikation udføres normalt medinfrarødlys i bølgelængdeområderne 0,8-0,9 μm eller 1,3-1,6 μm - bølgelængder, der effektivt genereres aflysemitterende dioderellerhalvleder lasereog som lider mindst dæmpning i glasfibre.Fiberskopinspektion i endoskopi eller industri udføres i de synlige bølgelængder, hvor et bundt fibre bruges til atbelysedet undersøgte område med lys og et andet bundt, der tjener som et aflangtlinsefor at overføre billedet tilmenneskeligt øjeeller et videokamera.

Fiberoptiske modtagere konverterer lyssignaler til elektriske signaler til brug for udstyr såsom computernetværk.Disse elektro-optiske enheder består af en optisk detektor, en støjsvag forstærker og signalbehandlingskredsløb.Efter at den optiske detektor har konverteret det indkommende optiske signal til et elektrisk signal, øger forstærkeren det til et niveau, der er egnet til yderligere signalbehandling.Modulationstypen og de elektriske udgangskrav bestemmer, hvilke andre kredsløb der kræves.

Fiberoptiske modtagere bruger positive-negative junctions (PN), positive-intrinsic negative (PIN) fotodioder eller lavinefotodioder (APD) som optiske detektorer.Det indkommende lyssignal sendes af en fiberoptisk sender (eller transceiver) og bevæger sig langs single-mode eller multi-mode optisk kabel, afhængigt af enhedens kapacitet.En datademodulator konverterer lyssignalet tilbage til sin oprindelige elektriske form.I mere komplekse fiberoptiske systemer anvendes også komponenter til bølgelængdedelingsmultipleksing (WDM).

Halvledere og fotodioder

Engineering360 SpecSearch-databasen giver industrielle købere mulighed for at vælge produkter efter halvledertype og fotodiodetype.To typer halvledere bruges i fiberoptiske modtagere.

Siliciumhalvledere bruges i kortbølgelængdemodtagere med et område på 400 nm til 1100 nm.

Indiumgalliumarsenid-halvledere bruges i langbølgelængdemodtagere med et område på 900 nm til 1700 nm.

Som beskrevet ovenfor bruger fiberoptiske modtagere tre forskellige typer fotodioder.

PN-junctions dannes ved grænsen af ​​en P-type og N-type halvleder, typisk i en enkelt krystal via doping.

PIN-fotodioder har et stort, neutralt-doteret indre område, der er klemt mellem P-dopede og N-dopede halvledende områder.

APD'er er specialiserede PIN-fotodioder, der fungerer med høje omvendte forspændinger.

Forstærkere og stik

Fiberoptiske modtagere bruger enten lavimpedans eller transimpedans forstærkere.

Med enheder med lav impedans falder båndbredden og modtagerstøjen med modstanden.

Med transimpedansenheder påvirkes modtagerens båndbredde af forstærkerens forstærkning.

Typisk inkluderer fiberoptiske modtagere en aftagelig adapter til tilslutning til andre enheder.Valgmulighederne omfatter D4, MTP, MT-RJ, MU og SC

Modtager ydeevne

Når du bruger Engineering360 til at købe produkter, bør købere angive disse parametre for fiberoptisk modtagers ydeevne.

Datahastighed er antallet af bits transmitteret pr. sekund, og er et udtryk for hastighed.

Modtagerens stigetid er også et udtryk for hastighed, men angiver den tid, det tager for et signal at skifte fra en specificeret 10 % til 90 % effekt.

Følsomhed angiver det svageste optiske signal, som enheden kan modtage.

Dynamisk område er relateret til følsomhed, men angiver det effektområde, som enheden fungerer over.

Responsivitet er forholdet mellem strålingsenergi i watt (W) og den resulterende fotostrøm i ampere (A).